Meroffentlighed

Hvad siger loven?

Efter § 14 skal myndigheden, når den behandler en anmodning om aktindsigt, overveje, om den kan give aktindsigt i videre omfang, end loven kræver. Den kan give mere, medmindre det strider mod anden lovgivning – især regler om tavshedspligt og databeskyttelse.

Det gælder også for dokumenter i sager, der ellers er helt undtaget, fx sager om lovgivning (§ 14, stk. 2).

Forvaltningsloven har en tilsvarende regel for partsaktindsigt (forvaltningslovens § 10). Det samme har retsplejeloven for domme og retsbøger (§ 41 h).

Hvad betyder det i praksis?

Meroffentlighed er ikke en ret. Myndigheden bestemmer selv, om den vil give mere. Men den har pligt til at overveje det, og den skal kunne redegøre for overvejelsen. Har myndigheden slet ikke forholdt sig til meroffentlighed, er det en fejl, du kan klage over.

Sådan bruger du det

I din anmodning: Skriv, at du beder myndigheden overveje meroffentlighed efter § 14, hvis den vil undtage dokumenter eller oplysninger.

I din argumentation: Forklar, hvorfor der er en offentlig interesse i oplysningerne. Du skal ikke begrunde din anmodning, men en god begrundelse kan gøre det lettere for myndigheden at give dig mere. Fx:

• Sagen er afsluttet, så hensynet til et frirum for overvejelser vejer mindre.
• Oplysningerne handler om brugen af offentlige midler.
• Sagen har stor offentlig interesse, og der har været tvivl om myndighedens beslutningsgrundlag.
• Dokumenterne er gamle, og de hensyn, der talte for at hemmeligholde dem, er ikke længere aktuelle.

I din klage: Spørg, hvordan myndigheden har overvejet meroffentlighed, og hvorfor den har afvist det.