aktindsigt.dk

Typer af aktindsigt

Indsigt i dine egne oplysninger

Efter databeskyttelsesforordningen kan du kræve at se de personoplysninger, en virksomhed, forening eller myndighed har om dig. Det er gratis, og fristen er en måned.

Senest gennemgået 4. oktober 2026

Kort fortalt

  • Du har ret til at få at vide, om nogen behandler personoplysninger om dig, og i givet fald få en kopi.
  • Retten gælder også over for private virksomheder – banken, arbejdsgiveren, forsikringsselskabet, butikken.
  • Svaret skal komme senest en måned efter din anmodning. Fristen kan forlænges med to måneder, men så skal du have besked.
  • Det er som udgangspunkt gratis. Du kan klage til Datatilsynet.

Hvad har du ret til?

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 har du ret til at få bekræftet, om en virksomhed, forening eller myndighed behandler personoplysninger om dig. Gør den det, har du ret til at få adgang til oplysningerne og til at få at vide

  • hvad oplysningerne bruges til,
  • hvilke slags oplysninger det drejer sig om,
  • hvem de er givet videre til,
  • hvor længe de bliver gemt,
  • hvor de kommer fra, hvis du ikke selv har givet dem,
  • om de bruges til automatiske afgørelser, herunder profilering, og
  • at du har ret til at få rettet eller slettet oplysninger og til at klage til tilsynsmyndigheden.

Du har også ret til en kopi af de oplysninger, der behandles.

Hvornår skal du have svar?

Den dataansvarlige skal svare “uden unødig forsinkelse og senest en måned” efter at have modtaget din anmodning. Fristen kan forlænges med yderligere to måneder, hvis anmodningen er kompliceret, eller hvis der er mange anmodninger. Men så skal du have besked om forlængelsen og årsagen inden for den første måned (artikel 12, stk. 3).

Hvad koster det?

Som udgangspunkt ingenting. Kun hvis anmodninger er åbenlyst grundløse eller overdrevne – fx fordi de bliver gentaget igen og igen – kan den dataansvarlige kræve et rimeligt gebyr eller afvise at behandle dem (artikel 12, stk. 5).

Hvad kan du ikke få?

Den danske databeskyttelseslov tillader undtagelser fra indsigtsretten, når din interesse må vige for afgørende hensyn til private interesser – fx andre menneskers – eller til bestemte offentlige interesser som statens sikkerhed, efterforskning af forbrydelser og offentlig kontrol (databeskyttelseslovens § 22, stk. 1-2).

Hos det offentlige gælder en særlig regel: Oplysninger, der behandles som led i administrativ sagsbehandling, kan undtages i samme omfang som efter offentlighedslovens §§ 19-29 og 35 (databeskyttelseslovens § 22, stk. 3). I praksis er partsaktindsigt efter forvaltningsloven derfor ofte den stærkeste vej, når du har en sag hos en myndighed.

Domstolene er ikke omfattet af indsigtsretten, når de handler som domstol (§ 22, stk. 4).

Sådan gør du

Skriv til virksomheden eller myndigheden. Mange har en mailadresse eller en formular til databeskyttelse; ellers kan du skrive til den almindelige kontaktadresse. Skriv, at du anmoder om indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, og bed om en kopi af oplysningerne. Virksomheden må gerne bede dig bekræfte, hvem du er.

Får du ikke svar, eller er du utilfreds med svaret, kan du klage til Datatilsynet.